Strikkekittet indeholder garn, opskrift og tilhørende stribeteknik #5. (Du kan læse om stribeteknikken længere nede)
GRO er en kollektion skabt med ønsket om at designe strik, der kan leve på tværs af generationer.
Kollektionen er opstået i mødet mellem Anne Sofie Sørensens stærke designfaglighed og kærlighed til farver og striber – og City Stoffers mangeårige erfaring, kundekendskab og tætte dialog med strikkere på tværs af generationer.
Designfilosofien er enkel: Et design skal stå stærkt i sin mest enkle form. Derfor er alle styles udviklet i en råhvid udgave først. Når fundamentet er på plads, begynder legen med farverne, hvor den enkelte strikker får mulighed for at sætte sit eget præg.
Alle styles i GRO kollektionen er derfor strikket i både en enkel, hvid udgave og i farverige striber. Til kollektionen er der udviklet fire farvehistorier – Rusty, Blue, Rose og Green – som viser, hvor forskelligt den samme opskrift kan opleves.
Vejledende pinde: Rundpind 3,5 mm, 40 cm og 60 cm
Strikkefasthed: 22 masker x 35 pinde = 10 x 10 cm i glatstrik på pind 3,5 mm
Brystvidde: 84 (88) 92 (96) 100 cm
Størrelser: XS (S) M (L) XL
Garnforslag: 2 tråde Sunday fra Sandnes
Garnforbrug: ca. 650 g (650 g) 700 g (700 g) 750 g
Inden du går i gang med at strikke: Sweateren strikkes oppefra og ned i glatstrik. Hals med rib og sadelskulder konstrueres på rundpind. For- og bagstykke strikkes frem og tilbage. Kroppen samles og der strikkes igen rundt på rundpind. Ærmerne konstrueres frem og tilbage med vendemasker over skulderen og strikkes herefter rundt på rundpind. Krop og ærmer afsluttes med rib.
Dette skal du bruge:
Rundpind 3,5 mm
Garn
Maskemarkør
Hæftenål
Stribeteknik #5
Stribeteknikken hjælper dig med at ramme et udtryk, der minder om det, du ser på billedet. Teknikken er ikke en komplet trin-for-trin-guide, men et læringsmateriale, der introducerer dig til stribens flow og måden, garnet skiftes undervejs. Teknikken kan efterfølgende bruges på tværs af dine allerede eksisterende yndlingsstrikkeopskrifter. Striben strikkes med to tråde gennem hele arbejdet. Trådenes samspil skaber et gennemgående meleret udtryk, hvor det til tider kan være svært at definere den enkelte stribe. Farverne står alene – og så alligevel ikke. De mødes, brydes og blander sig på kryds og tværs og skaber et markant, levende, grafisk og legende udtryk. Til dig, der elsker farver og ikke er bange for at lade dem fylde. Denne stribeteknik er det mere modige valg – legende, markant og iøjnefaldende med masser af farve og kontrast. Her får farverne lov til at stå frem og råbe.