Vaskemiddel til strik

Når strik skal vaskes, er det vigtigt at benytte gode vaskemidler - ikke mindst til uld, alpaca og silke. Når du vil vaske strik, er første hovedregel at følge den vaskeanvisning, der følger med garnet.
Er det bomuld eller hør, vil det strikkede ofte kunne vaskes i maskine med det vaskemiddel, du i forvejen benytter til kulørt bomuld. Undlad gerne at bruge skyllemiddel. Regn med, at bomuldsstrik vil krympe en smule.

Er det uld, alpaca eller silke, vil det strikkede som regel skulle vaskes i hånden. Undtagelsen er uld, der er superwash-behandlet, og som tåler maskinvask på uldprogram. Håndvask er dog mere skånsom. Benyt altid et uldvaskemiddel, der bevarer uldens naturlige indhold af lanolin.

Sådan vasker du dit strikketøj i hånden

  1. Følg brugsvejledningen på vaskemidlet
  2. Hæld 20-30 graders varmt vand i en balje
  3. Læg forsigtigt dit strik i blød
  4. Lad det lægge i vandet i den tid det tager at drikke en kop kaffe
  5. Skyl efter med rent vand for at få overskudsfarve og sæbe fra garnet væk
  6. For at gøre tørreprocessen hurtigere, kan det våde strik centrifugeres (prøv altid med en strikkeprøve først, da ikke alle vaskemaskiner er ens) Centrifugering giver ikke friktion - det presser blot vandet ud.
  7. Alternativt kan du forsigtigt presse vandet ud
  8. Læg dit strik flat på et håndklæde - læg det pænt og uden folder, så det holder formen. 
  9. Træk evt lidt i dit strik, så det kommer i form og har de originale mål.