Ballonsweater - strikkeopskrift fra PetiteKnit

50,00 kr.


Stk

Ballonsweater er en strikkeopskrift fra PetiteKnit i str. XS - XXL.

Ballonsweateren er en søster til PetiteKnits ballonjakke, og den har ligesom den fået navn efter de store ballonærmer, der begynder et stykke nede på ærmerne og sættes i relief af den stramme rib ved håndleddene.

Sweateren har et oversized design, og den strikkes fra oven og nedefter. Under ærmerne samles for- og bagstykke, og der strikkes videre nedad på rundpind. Ved ærmegabet samles masker op, og ballonærmerne strikkes også på rundpind indtil ribben, der strikkes på strømpepinde.

Størrelser: XS (S) M (L) XL (XXL)

Sweaterens overvidde under ærmegab: 95 (101) 107 (112) 122 (130) cm.
Sweaterens længde midt bag (ekskl. halskant): 49 (51) 53 (56) 58 (58) cm.

Bemærk, at Ballonsweater er designet, så den har omtrent 10-15 cm bevægelsesrum i forhold til dit brystmål. Når du vælger størrelse, så læg de 10-15 cm til dit brystmål og vælg størrelse derudfra.

Strikkefastheden er 21 masker x 28 pinde i glatstrik på pind 4 = 10 x 10 cm. Strik som udgangspunkt på rundpind 3 (40 og 80/100 cm), rundpind 4 (40, 60, 80/100 cm) og strømpepinde 3. Lav en strikkeprøve og justér evt. pindestørrelsen, indtil strikkefastheden passer.

Ballonsweateren strikkes med to tråde - en tråd uld og en tråd mohair/silke. Den kan fx være Sunday og Tynd Silk Mohair fra Sandnes.

Garnforbrug:
250 (300) 300 (350) 350 (350-400) g Sunday fra Sandnes sammen med 125 (150) 150 (175) 175 (175-200) g Tynd Silk Mohair fra Sandnes.

Beskrivelsen følger PetiteKnits udgave pr. februar 2020.

Køb opskriften sammen med garn. Bemærk, at modellen også findes som færdigt strikkekit med opskrift og garn - se nedenfor.