April Cardigan - strikkeopskrift fra PetiteKnit
50,00 kr.
April Cardigan er en strikkeopskrift fra PetiteKnit i str. XS-5XL. Den strikkes med to tråde, nemlig Sunday sammen med Tynd Silk Mohair, Angel eller Silkhair.
April Cardigan strikkes fra oven og nedefter, så længden kan tilpasses efter ønske. Bærestykket strikkes med udtagning i flere trin (skulder, ærme, raglan, V-udskæring), og det giver en smuk pasform uden nogen form for montering. Ærmer strikkes rundt på strømpepinde (eller med Magic Loop-teknik), og de afsluttes med en bred rib, ligesom kroppen. Hele vejen rundt langs kanterne forrest og i halsen strikkes der en knapstolpe i rib, hvor der afsluttes med passende knapper.
April Cardigan findes i størrelserne XS (S) M (L) XL (2XL) 3XL (4XL) 5XL.
Vælg størrelse, så din cardigan får ca. 6-8 cm i bevægelsesrum. Cardiganens overvidde skal altså være dit faktiske brystmål plus ca. 6-8 cm.
Mål:
Overvidde: 91 (97) 101 (106) 118 (127) 137 (146) 158 cm.
Længde: 53 (54) 55 (57) 59 (60) 61 (62) 63 cm målt midt bag inkl. ribkant i halsen.
Strikkefastheden er 21 masker x 28 pinde i glatstrik med to tråde på pinde 4 = 10 x 10 cm efter vask og blokning. Vask en strikkeprøve og mål strikkefasthed på den.
Strik som udgangspunkt April Cardigan på rundpind 4 (60 cm og 80 og/eller 100 cm), på rundpind 3 ½ (80 eller 100 cm), på rundpind 3 (80 eller 100 cm) og på strømpepinde 4 og 3 ½. Lav en strikkeprøve og justér evt. pindestørrelsen, indtil strikkefastheden passer. Hvis den ikke passer, vil mål og pasform ikke være i orden.
Garn:
200 (200-250) 250 (250) 250-300 (300) 300 (350) 350 g Sunday fra Sandnes sammen med
100 (100-125) 125 (125) 125-150 (150) 150 (175) 175 g Tynd Silk Mohair fra Sandnes eller Angel fra Permin eller Silkhair fra Lana Grossa.
Den viste udgave af April Cardigan er strikket i Sunday i farven 6043 Baby Blue Eyes sammen med Tynd Silk Mohair i farven 6023 Himmelblå. Farven Himmelblå er nu udgået i Tynd Silk Mohair, men den findes i Silkhair fra Lana Grossa, nemlig farve 92 Himmelblå.
Køb opskriften til April Cardigan sammen med garn dertil. Eller køb April Cardigan som strikkekit med opskrift og garn i selvvalgt farve - se nedenfor.